Oksbøl 1945

Der boede en hel flok CBU – er ( civil brand og ambulance ) på Samuelgården i Oksbøl. Vi var flyttet ind i det lille hus bagved i plantagen, som min far havde bygget, sammen med nogle af kammeraterne.

Her er hygge på Samuelgårdens trappesten med to af fars kammerater, og prinsessen slapper af, men dog ikke så længe.

Da de voksne går ind efterlader de mig på trappen, sammen med de fine sko, som ham den ene unge mand har pudset. Jeg syntes han havde glemt noget og ville hjælpe til.

Så jeg kom sværte i skoene og pudsede dem godt og grundigt inden i, og de blev så fine.

Da han kom ud igen, var jeg og skoene lige sorte, og han så mærkelig ud i ansigtet. Jeg kunne ikke forstå han ikke var glad.

Så blev jeg fulgt gennem plantagen til min mor og afleveret.

Vi sidder på trappen til Brandstationen, Samuelgården.

Jeg var det eneste barn imellem alle de unge Brandmænd, og det blev man forkælet af.

Jeg var ikke helt tilfreds med at blive holdt fast. Men jeg havde også små hurtige ben der løb alle vegne. Mor sagde, de var bange for, at køre mig ned med brandbilerne. j

Jeg var blevet forbudt at gå derover, men når mor vente ryggen, var jeg løbet over til far på brandstationen.

En dag havde de øvelse og far stod på stigen langt oppe i luften da han mærkede en hive i sit bukseben. Det var mig der var gået bagefter.

Han fortalte, at han ikke turde sige noget, før han havde fået fat i mig. Han var bange for at jeg skulle slippe stigen, og der var dødstille nede i gården.

Drengene klappede da vi kom ned, og så blev jeg afleveret til mor.

Mor holdt mig inde i huset i 3 uger, så jeg kunne forstå, at jeg skulle blive hos hende.

Men ligeså snart jeg blev sluppet ud, og mor vente ryggen til mig, var jeg selvfølgelig ovre på brandstationen så hurtigt som benene kunne løbe.

Ak, ja, dengang var jeg også døv 🙂