Hospitalsture

Ti år gammel, i det fine tøj, august 1953. Bimmer skulle døbes. Leif Thorben.
Mor havde en fest kjole, nougat farve der schancerede i gyldne farver.
Der blev syet en nederdel og vest til mig, af nederdelen på mors kjole. Håret var nyvasket, skyllet i eddike så det skinnede og bukket indad i kanten med krøllejernet – jeg var meget fin.

I samme alder, rendte jeg rundt i Østbanegade, ved Nordhavn togstation – i shorts og lille bluse og gummisko, det var sommer. Jeg var alene, min bror var ikke med, han plejede at være med.

Jeg klatrede rundt på hullerne til stationen og sprang over cykler.
a jeg ville springe over cyklen på langs, gik det galt. Bagskærmen hang fast i mit lår over knæet og skar en stor revne.
Det blødte voldsomt, rendte ned ad benet og ned i skoen.

Da jeg gik hjemad, kom en dame kørende på cykel, hun sagde, at hun var sygeplejerske og sådan kunne jeg ikke gå, ” sæt dig op på bagagebæren, så skal jeg køre dig hjem.”

Da jeg kom hjem, var hoveddøren låst, ingen hjemme, jeg satte mig på trappestenen. Falck kom og hentede mig og jeg måtte på skadestuen, alene.
Der stod en sygeplejerske og holdt mine ben og to holdt mine arme, Falckmanden stod bagved mit hoved. Han gav mig to gajoler og sagde,” sut på dem, så kan du ikke mærke noget,” så begyndte lægen at sy, uden bedøvelse af nogen slags.

Jeg hylede og skreg, fik ikke suttet på gajollerne. Bagefter kørte Falckmanden mig hjem igen og jeg satte mig på trappestenen, der var stadig ingen hjemme.

Da mor kom, sagde hun, ” hvad er der sket,” jeg fortalte det og mor sagde,” det er ikke noget at pive over,”  hun havde været ovre på kaffe sladder hos Anna i nr. 71 og min bror havde leget med Keld.

Jeg var ikke hos lægen med stingene, de 6 – 7 stykker klippede far af en dag imens jeg sov.

Så skulle jeg vaske op, satte to glas oven i hinanden.
De sad sammen så det ene gik i stykker og skar mig i hånden. Jeg fik håndklæder viklet om fordi det blødte meget.  Falck kørte mor og mig på skadestuen. Jeg skulle ligge med hånden opad i lang tid, fordi der kom en mand ind med knust brystkasse og han skulle opereres først.

Min sene i tommeltotten var sprunget op til albuen og skulle sættes ned på plads. Jeg skulle blive på sygehuset et stykke tid efter operationen.

Vi lå seks børn på stuen, det var sjovt, fis og ballade.

En dag vi stod op i sengene og kastede med puder, kom lægen ind ad døren i det samme. Vi røg ned under dynen, men min pude faldt på gulvet lige foran lægen, så jeg kunne ikke løbe fra, at jeg havde kastet med puden.

Lægen sagde, ” hvis du ikke stopper med at være vild, skal du opereres igen.” Vi var alle opereret, ikke syge, kunne da ikke sidde stille i sengen i flere dage.

Da vi endelig fik lov at gå rundt, kørte jeg race med en dreng. Han lå på den underste hylde på et stålbord med hjul på, fuld fart ned ad gangen.

Han havde hovedet fremad, var opereret i hovedet der var helt bundet ind, han syntes det var sjovt, men det måtte vi ikke, tænk hvis jeg kørte ind i væggen med hans hoved forrest.

Jeg fik gipsen af armen og kunne komme hjem. Vi skulle så træne tommelfingeren derhjemme, det glemte mor, så den lærte aldrig at bukke igen.

Så var det mor der skulle på skadestuen
Hun skulle have syet tommelfingeren. Min bror stod og fægtede med en køkkenkniv. Han ville ikke lægge den.

Og da mor tog om bladet for, at tage den fra ham, trak han den til sig og skar mors tommeltot op.

Min bror legede aldrig med køkken knivene mere…