Jeg kan ikke rigtig huske hvad vi fik til aftensmad. Jeg husker ikke der var noget jeg ikke kunne lide.
Alt foregik på faste klokkeslet, spisning, badning, gåturene, skole og en gang om ugen skulle vi skrive brev hjem.
Der var ikke så meget at skrive om så det blev, kære mor hvordan har du det jeg har det godt hilsen judith.
En dag fik jeg pakke hjemmefra, der var et kræmmerhus bolcher i som skulle afleveres til plejemor. De skulle deles med de andre, fordi der var nogen der ikke fik pakker hjemmefra.
Næste gang jeg skrev hjem, klagede jeg over at de andre spiste mine bolcher.
Jeg fik pakke en gang til, der var ikke noget slik i den.
Mor havde sendt min gummidukke jeg havde fået i fødselsdags gave med.
Men hun skrev, tag hovedet af dukken, og den forstod jeg godt. Så jeg skred ud i lyngen med dukken og tog hovedet af – og den var fyldt med bolcher.
Hvor jeg nød det og havde nær glemt, at høre efter klokkens bimlen, når jeg skulle stille derhjemme.
Jeg havde bolcher til en hel uge. Vi fik meget sjældent slik derhjemme og der skulle det også deles. Jeg tror det var første gang i mit liv, at jeg ikke skulle dele med nogen.
En dag var det regn vejr. Jeg løb rundt i lyngen sammen med en af pigerne, vi fandt en lille fuglerede i lyngen.
Det var så synd at den blev våd, vi byggede et lille halvtag af pinde og plastik, hver dag var vi nede og kigge efter det, men så aldrig fuglen, æggene blev aldrig udklækket for fuglen kom ikke.
Sørgeligt.
Lyngborg lå ud til vejen og ovre på den anden side af vejen, lå en anden svagbørnskoloni,” Annekset”.
Det var strengt forbudt at gå over vejen til de andre, vi førte krig med pigerne derovre.
Vi lå i hver sin grøft og smed pinde og grankogler over vejen i hovedet på hinanden.