Børn på vej til koloni 1952

1952, 3 klasse der skulle jeg på svagbørnskoloni og fedes op.

Jeg fik mit første nye tøj købt på konto hos Carl Jacobsen på Nørrebrogade. En brun spadseredragt med lægget nederdel, jakke og en skotternet kasket, hvide strømper og hvide gummisko.

Vi plejede at hente tøj på børnenes kontor, men ikke denne gang.

De sidste 6 uger af skoletiden skulle jeg over til svagbørnskolonien ” Lyngborg” ved Hjerting, udenfor Esbjerg.

Der var købt en lille brun papkuffert, den måtte ikke være tung, da jeg selv skulle bære den. Jeg fik et papskilt med navn og adresse på det sted jeg skulle hen i en snor om halsen, og besked på aldrig, at gå med fremmede.

Mor fulgte mig til hovedbanegården og fik læsset mig, min kuffert og skoletaske med madpakken til hele dagen, om bord på toget der var fyldt med børn.

Så lød fløjten og dørene blev smækket. Mor måtte gå ud. Det var med at få mast sig hen til et vindue, så jeg kunne vinke til mor.

Vi hang ud ad vinduerne og vinkede så længe vi kunne se mor og hun råbte,” Husk nu, at få kuffert og taske med når du står af toget.”

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *