I dag har børn ADHD det var ikke opfundet da vi var børn, men vi var da ret fortagsomme.
Engang havde fætter Bent i Hørve, sat en velo-motor på den lille tohjulede cykel.
Jeg skulle prøve cyklen og kørte tværs over vejen, og ind i genboens hæk før cyklen standsede.
Min bror Kipper på 8 år vente cyklen, fordi han ikke ville køre i hækken. Og kørte derfor igennem gården, forbi fars Hans tømmer værksted, ned igennem baghaven og væltede hegnet til hønsegården.
Og brækkede ryggen på en høne. Cyklen kunne ikke bremse.
Så havde fætter gemt et luftgevær for en kammerat, som ikke måtte have det.
Moster Emmy lavede kaffe på madam blå kanden. Den stod i køkken vinduet på 1 sal. Den blev gennem hullet som en si – ramme kunne vi godt nok.
Bondegården længere ovre i enden af vejen, havde dueslag på den side der vendte over til fætter. Fra fætters værelse på 1 sal, kunne man myrde duerne.
Mælkemanden kom kørende med sin vogn trukket af hesten, og stoppede foran huset. Han fik hatten skudt af, og så blev der ballade.
Efter det var der nul luftgevær.
Bagved gården på marken stod gårdens store tyr i et jerntøjer.
Den elskede vi at drille. En dag havde vi løbet så meget rundt om tyren, at den løb rundt med hovedet nede ved jorden og dampen stod ud af næseborene, rundt og rundt.
Til sidst sprang kæden og fanden tog ved tyren. Jeg kom så hurtigt fra marken, at jeg ikke fik mine træsko med.
Den dag kunne jeg springe over høje hække. Efter den dag fik tyren lov til at stå i fred, den var jo farlig.
Toget “Grisen ” kørte lige forbi min bedstefars hus
Vi morede os med at løbe over skinnerne, så tæt på toget vi turde. Det holdt op den dag togmanden blev så gal, at han stoppede toget og løb efter os.
Han var fnysende arrig,” jeg skal saten, edme banke jer, når jeg får fat i jer,” råbte han efter os, så stoppede den leg.
Vi kedede os aldrig. Skældud fik vi sådan set aldrig, Mor sagde bare,” herregud, det er bare børn.”
Vi rendte ud ad Dragsmøllevejen.
Ind til smeden, Ingeborgs far, på hjørnet, og fik en tår vand. Ikke noget med goddag, vi løb bare hen til vandhanen og hoppede op på bordet og drak af hanen og så løb vi igen.
Han kiggede lige over avisen og så var vi rendt. Ud til store Børge som havde en kæmpe høstak ved huset.
Den klatrede vi op ad og kurede ned igen.
Jeg fik en stor splint i sulet på det ene ben, men pyt, det havde jeg ikke tid til at tage mig af.
Fjorten dage efter sidder jeg på køkken bordet med fødderne i vand, der kommer noget hvidt ud af hullet hvor splinten er gået ind, den dag på høstakken.
Jeg troede det var en knogle der var ved at falde ud, så jeg stoppede den ind igen, den blev ved at komme ud.
Mor opdagede så, at det var en splint jeg havde fået i benet, pu ha, jeg var ikke ved at miste mine knogler…