Vi skulle på tur, far holdt fri, det var den sidste uge i april, 1954.
Mor fyldte skotøjsæsken med dejlige smurte madder, dertil saftevand i patentflasker. Øl og sodavand var aldrig med på disse ture.
Vi skulle som sædvanlig gå ned og sætte os på trappestenen indtil mor var færdig med Bimmer. Vi glæder os, mor kommer endelig ned og vi drøner ind på bagsædet i bilen. Min søster, bror og jeg, mor sidder foran med Bimmer.
Far laver altid sjov, kører bilen med knæene og skære ansigter. Vi hyler af grin. På vejen holder vi pause, far siger vi skal strække ben.
Mor og far får en smøg og vi løber rundt og leger et, tag, fat. Længere henne står den største so vi nogensinde havde set, bag et hegn af gamle brædder, møgbeskidt og øffende.
Jeg hænger ind over hegnet og klapper den. Den lugter fælt. Mor siger det er fars søndags veninde, det bliver han drillet med i lang tid.
Vi kører videre, der er gang i den på bagsæddet med os tre – vi glæder os.
Da vi ankommer til Møns klint, går vi tur i skoven langs klinten, vi kigger ud over vandet helt til Sverige, det er meget flot.
Der er en stejl sti som vi går ned ad til stranden, den er lidt smadtet, så den er svær at stå fast på. Far har Bimmer på skuldrene, han kan ikke selv gå, han holder fast i fars hår og griner, synes altid det er evigt sjov.
Vi skal ikke bade, det er for koldt, men rundt og finde forsteninger.
Min bror fandt et vættelys. Mor sagde at stenene kunne tegne ligesom kridt, så vi fyldte lommerne med sten.
Det var svært at gå op ad stien igen med lommerne fyldt. Nu var vi godt sultne, mor lagde tæppet på jorden og så var Kipper væk.
Der blev ledt og råbt og pludselig så far en lille bitte dreng ude ved sommerspiret, han var gået af den stejle sti der var ud til spiret.
Far derud i en fart, han var bange for at Kipper skulle styrte ned.
Vi satte os og spiste de lækre madder med dejlig saftevand. Kipper havde fået en balle og fået besked på at blive så han kunne ses.
Efter maden måtte far ned efter vand på stranden, fordi Bimmer havde skidt i bleen. Derefter kørte vi hjemad, vi skulle ikke strække ben på vejen hjem.
Dorthe og Bimmer faldt i søvn og Kipper var sur. Han tøede op efterhånden og viste mig sit vættelys.
Da vi kom hjem, skulle vi prøve stenene, de tegnede fint og vi tegnede en hinkerude i Vejlegade, skrev mit navn på, ingen andre måtte hinke i den, det var min. Tegnet med Møns klint, det var noget helt specielt.
En uge efter, rejste jeg på svagbørnskoloni i Hjerting ved Esbjerg, og da jeg kom hjem igen efter tre måneders ferie, var hinkeruden væk.