Min lillebror Bimmer og Jens der fik kaninerne, da vi flyttede til Havnsø.
Sven-Erik, lille Preben og 2 af Bimmers legekammerater foran nogle af kaninburene.
Nogle af de børn der skulle have været på børnehjem.
Sven-Erik og Bimmer fodre dem her på billedet herover.
Der var 4 familier.
Bruno på 16 og hans mindre brødre. Gretha 15 år, Ole og hendes 2 mindre søskende. Agnethe, Sven-Erik, Jens og Preben.
Og så var der os, mig Judith 15 år, Dorthe, Kipper og Bimmer som alle var yngre end jeg.
Overfor os boede Lone og hendes lillesøster.
Vi var 17 børn ialt, der næsten alle var sammen på kryds og tværs. Vi var de bedste kammerater allesammen.
Nytårsaften var vi store i gang. Bruno arbejdede i grusgraven, han havde hugget noget carbid, så vi havde noget at skyde af.
Min mor havde købt en ny gulvspand af zink, den blev lagt ovenpå carbiden, nøj,, for et brag der lød ud over hele byen, mors spand fløj til himmels og vi så den aldrig mere. Den næste time kunne jeg ikke høre noget.
Bruno var lidt opfindsom han havde købt gær, det blev lagt ned i en lokumsspand, den hejsede vi op i en flagstang, da så gæren virkede, boblede lorten ud over hele spanden oppe i flagstangen.
Havelågerne skruede vi af og byttede rundt på. Hos Agnetes mor peb vi med propper på ruden. Hun blev jo sur og rendte efter os, det var mægtig skægt, vi for jo grinende til alle sider.
Vi havde hentet en bondes gummivogn og parkeret den foran gartnerens hoveddør der åbnede udad, han stod og bandede indenfor og kunne ikke forstå hvorfor han ikke kunne få døren op.
Sikken nytårs aften.
En farce af en historie.
En dag gik en mand rundt og samlede underskrifter i Bjergsted og Stenrand.
De 4 familiers forældre blev indkaldt til møde på skolen i Bjergsted sammen med sognerådet. Brunos mor syntes det var sjovt og hev min mor med op igennem klassen. Hun ville sidde på 1 række, det måtte hun aldrig da hun gik i skole, så det skulle hun nu.
Der var en parlamenteren for det var 15 børn fra 16 år ned til 3 år der skulle på børnehjem, hele byen blev tømt for børn.
Ingen børnehjem kunne tage så mange børn, så det endte med at det blev droppet.
Bagefter kom en mand hen og gav min mor en undskyldning, han anede ikke hvad sagen handlede om han havde bare skrevet under, sådan var det med de fleste.
Jeg tror min mor blev træt af Stenrand. Vi flyttede til Havnsø hvor der blev købt et hus der lå ved vandet.