Fra Hareskov til Stenrand

Vi flyttede fra Hareskov 1957. Far kom hjem og havde købt et gammelt bondehus i Stenrand, Bjergsted kommune.

Der var to værelser, vi 4 børn delte værelse og sov i køjesenge, min søster og bror i en, men bror og jeg i en anden. Kipper skulle sove øverst og jeg elskede at bulke hans madras igennem fjedrene, en dag fik jeg løftet ham for højt, så han røg på gulvet med madras og seng ovenpå sig, da stod jeg til skideballe.

Vi havde kattene, hønsene og kaninerne med fra Hareskov. Far kom hjem med nogle ænder, som hurtigt opdagede gartneren der boede ovre på den anden side af vejen. Der spankulerede de over hver dag og åd hans salat på marken.

Senere fik vi 3 gæs, de fik navne efter en plade mor altid spillede, Jim, Jhonny og jonas.

De var meget irriterende. Gasen stod altid på vagt ved hjørnet med det ene øje fremme og kom så farende, og bed sig fast i låret og drejede næbbet rundt.
Det gjorde skide ondt.

Da de havde fået væltet Preben var det slut. De blev slagtet og Gretha, min veninde og jeg brugte tre timer, under grin og grimasser på at pille dem.

Alle vi kendte blev inviteret til gåse gilde om aftenen, med musik og dans.

Vi havde fået mange kammerater, vi samledes hver dag hos os. 15 børn i alle aldre, vi var de eneste i byen der havde fjernsyn. Alle skulle se børnetime der kom en gang om dagen. Mor talte børnene en dag, der var sytten børn, hele gulvet var fyldt.

Der blev ikke sendt så meget fra DR. Men min far havde mange ideer, og han havde lavet en mange meter høj antenne af gamle vandrør. Vi så derefter mange gode underholdninger forskellige steder i Tyskland. Og blæste vinden den rigtige vej, kunne vi se tyrefægtning fra Spanien.

Vi legede tit dåse skjul. Dåsen stod for enden af gavlen, mor og far var tit med til dåse skjul, det var rigtig sjovt.

Da vi flyttede ind, var der et gammelt jernkomfur i køkkenet, som mor og jeg skilte ad og bar ud. Aldrig har vi været så beskidte som den dag. Kipper solgte komfuret for en femmer.

Der var lokum i gården og far gad ikke tømme spand. Så han havde fået den geniale ide, at save låget af en olie tønde. Så varede det længere før den skulle tømmes.

Far var aldrig hjemme når tønden skulle tømmes, så det var mor og mig der måtte holde hinanden på hver sin skulder, og slæbe tønden ned til hullet i haven. Den var alt for tung. Jeg havde bare tæer og fik som regel trådt i skidtet så det sivede op imellem tæerne – ulækkert.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *